ImpactReport™

Jysk Elteknik
En sikker forbindelse

CVR 56 41 09 10

24.06.2026
Opret PDF

En besked fra ledelsen

Her kan du læse Jysk Eltekniks anden ESG-rapport, som gælder for regnskabsåret 2024/2025.

ESG-arbejdet er på én gang nyt for os – og en selvfølge. Som en virksomhed, der fejrede 50 års jubilæum for et par år siden, har vi arbejdet med at bygge en bæredygtig virksomhed i bred forstand i mange år.

E'et i ESG
Den grønne omstilling hviler på elektrificering, og her har vi en rolle at spille i at bidrage med højtkvalificerede medarbejdere i lokalområdet. Mere isoleret er vi som virksomhed i gang med at øge andelen af elbiler i vognparken. Der er potentiale for, at vi kan blive mere "grønne" med yderligere tiltag, og det vil vi se på i de kommende år.

S'et i ESG
Her har vi mange års erfaring i at skabe en arbejdsplads, hvor mennesker trives og udvikler sig. "Vi vil være et godt sted at arbejde," er en sætning, vi ofte siger højt og handler på. I dag har virksomheden nået en størrelse, hvor vi kan sætte udviklingskraft bag ordene. I dette ESG-regnskabsår har vi ansat en uddannelseschef og en kommunikations- og trivselschef, så de sammen med vores talentchef nu løfter HR-indsatsen bredere og mere strategisk. Det handler blandt andet om trivsel, sygefravær og om at være en god læreplads.

G'et i ESG
Der skal være orden i penalhuset, og vi skal være en del af lokalsamfundet på konstruktiv og ordentlig vis. Derfor indgår vi gerne i partnerskaber og samarbejder og støtter det lokale foreningsliv. Vi skal til enhver tid leve op til den gældende lovgivning og krav fra myndigheder, og det permanente mål med vores kvalitetsledelsessystem er at forbedre kvaliteten af vores arbejde.

Vi er stolte af denne ESG-rapport. Ikke på grund af tallene i den, selv om det går den helt rigtige vej på flere områder, men fordi vi med ESG-rapporteringen viser, at vi i Jysk Elteknik står på mål for vores vision, mission og værdier.
Niels Jørn Poulsen, Troels Overgaard og Jesper Dragsbæk Overgaard 
Direktionen, Jysk Elteknik A/S

Mission

Jysk Elteknik hjælper kunden professionelt, effektivt og med faglig stolthed. Vi er lokalt forankrede og...
  • løser opgaver for private, industri og offentlige kunder.
  • dyrker langvarige kunderelationer gennem nærhed og ligeværdighed – og følger opgaverne til dørs.
  • rådgiver i øjenhøjde. Med vores specialkompetencer løfter vi alle former for eltekniske opgaver.

Vision


Jysk Elteknik skal være den bedste lokale servicepartner i Nordvestjylland, med det største udvalg af bæredygtige eltekniske løsninger, drevet af nytænkende, engagerede medarbejdere.

Vores CSR-politik med fokus på menneskelige værdier og godt arbejdsmiljø skal skabe den bedste arbejdsplads!

Værdier

Ansvarlighed / ordentlighed
  • Vi handler, som det var vores egen virksomhed og træffer beslutning derefter.
  • Vi tager ejerskab af egne projekter og følger dem til dørs.
  • Vi kommunikerer efter "Svesken på disken"- princippet.
Engagement
  • Vi ser muligheder fremfor begrænsninger
  • Vi er passionerede og udlever initiativ, vilje og faglighed.
  • Gode dage er noget, vi giver hinanden.
Faglighed / nysgerrighed
  • Vi står til rådighed for kunderne og hinanden.
  • Vi er omstillingsparate og åbne for nye udfordringer.

Environment

"E" i ESG står for "Environment" eller miljø på dansk. Det handler om, hvordan virksomheder påvirker miljøet og klimaet. Det kan være alt fra at reducere CO2-udledninger, håndtere forurening, beskytte biodiversitet, til at bruge ressourcer som vand og energi mere effektivt. Kort sagt, det er alt det, der har med naturen og vores planet at gøre.

CO2 og klima

CO2-beregningerne i hhv. scope 1 og scope 2 er opgjort samlet og omfatter således Jysk Eltekniks bilpark samt nuværende lokationer i Thisted, Hurup og Nykøbing i indeværende regnskabsår.

Scope 1 omfatter direkte emissioner fra kilder, som Jysk Elteknik selv ejer eller kontrollerer. Dette kan for eksempel være brændstofforbrug i biler.

Scope 2 omfatter indirekte emissioner fra køb af energi som for eksempel fjernvarme, forbrug af elektricitet, gas og olie.

Scope 3 omfatter indirekte emissioner, som ikke indgår i scope 2, fra Jysk Eltekniks værdikæde inklusiv leverandører og kunder. Scope 3 er ikke opgjort i indeværende rapport.

CO2e scope 1

177

ton

2024/2025

CO2e scope 1

192

ton

2023/2024

CO2 - scope 1

Bilparken omfatter i det seneste regnskabsår 92 biler, og brændstof til disse udgør størstedelen af Jysk Eltekniks samlede CO2-udledning i scope 1. Jysk Elteknik har monteret GPS-enheder i alle montørbiler, som anvendes til at lokationsbestemme de enkelte montører og til at planlægge servicebesøg, så antallet af kørte kilometer minimeres.

CO2-udslip til transport er beregnet på baggrund af antal kørte kilometer og specifikke motordata fra Motorregistret (DMR) for hver enkelt køretøj.

Fordeling 2024/2025:
  • Transport: 157 ton CO2e
  • Energi og processer: 19,3 ton CO2e.

Faktaboks 2024/2025:
  • 92 biler (78 dieselbiler; 1 benzinbil; 2 hybridbiler; 11 elbiler)
  • Kørte kilometer: 1.199.745 km
  • CO2 pr. km: 131,1205 g/km.

Faktaboks 2023/2024:
  • 85 biler (79 dieselbiler; 1 benzinbil; 3 hybridbiler; 2 elbiler)
  • Kørte kilometer: 1.173.970 km
  • CO2 pr. km: 145,8381 g/km.

Det ligger bag tallene for vores bilpark - og foran os i ESG-arbejdet

Siden vores ESG-regnskab for 2023/2024 er den samlede CO2-udledning for scope 1 faldet med 15 ton til 177 ton CO2e. Samtidig er Jysk Elteknik vokset, hvilket også betyder, at vores bilpark er vokset med 7 biler til 92 biler som til sammen har kørt knap 26.000 kilometer længere end i det foregående regnskab.

Hvad svarer faldet til?
En almindelig danskers forbrug resulterer i en årlig CO2-udledning på omtrent 13 ton CO2. 15 ton CO2 er omtrent det samme som 40 returrejser mellem Amsterdam og Rom eller 100.000 kilometers kørsel i en almindelig benzinbil.

Hvorfor bliver flere biler og flere kilometer til mindre CO2?
Mere end 14 procent af den samlede vognpark udgøres nu af el- eller hybridbiler. Vi har også monteret GPS i alle montørbiler. Dermed bliver det muligt at lokationsbestemme montørerne og planlægge servicebesøg, så vi kan minimere antallet af kørte kilometer.

Som resultat er udledningen faldet på såvel transport som energi og processer. Det ses også i CO2-udledningen pr. kilometer, som er faldet fra 145,8381 g/km i sidste års ESG-regnskab til 131,11205 g/km. 

Det har altså en betydelig effekt at elektrificere vognparken og arbejde med transportadfærd, og derfor er dette også en del af vores fremtidige indsats. 

Jysk Elteknik har som mål løbende at forny bilparken, og – hvor det giver mening – at erstatte dieselbiler med eldrevne køretøjer.




CO2 - scope 2

Jysk Elteknik har i indeværende regnskabsår haft afdelinger i Thisted, Hurup og Nykøbing.

Scope 2 indeholder indirekte emissioner fra el, fjernvarme, gas og olie.

CO2e scope 2 lokationsbaseret

14,2

ton

2024/2025

CO2e scope 2 lokationsbaseret

12,9

ton

2023/2024

CO2e scope 2 markedsbaseret

76,8

ton

2024/2025

CO2e scope 2 markedsbaseret

60,9

ton

2023/2024

Det ligger bag tallene for vores bygninger - og foran os i ESG-arbejdet

Både den lokationsbaserede og den markedsbaserede CO2e-udledning for scope 2 er steget for ESG-regnskabsåret. Her er der tale om en stigning i energiforbruget på vores bygninger.

Den primære årsag er, at virksomheden er vokset i perioden. Flere medarbejdere kræver flere kvadratmeter og forårsager et større energiforbrug samlet set. 

Det vil formodentligt være muligt at mindske energiforbruget på vores bygninger. Hvor meget er dog vanskeligt at sige. Vores hovedkvarter i Nykøbing, hvor vi er lejere af bygningen, har fået udskiftet vinduer, hvilket vil have en effekt. Afdelingen i Skive er lukket, men til gengæld vil den kommende ESG-rapport omfatte en nyåbnet afdeling i Struer.

ESG-regnskabet viser os altså, at vi her har en mulig indsats som vi kan gå i gang med i de kommende år.

Affaldshåndtering

Jysk Elteknik sorterer affald i overensstemmelse med gældende regler. 

Virksomheden sorterer i disse fraktioner:
  • Elektronik
  • Farligt affald
  • Hvidevarer
  • Kabler (AL/CU)
  • Metal (andet metal)
  • Pap og papir
  • Restaffald
Medarbejderne spiller en central rolle i forhold til affaldssortering ved at følge de fastsatte retningslinjer og sikre, at affaldet sorteres korrekt. Dette understøtter vores engagement i miljømæssig bæredygtighed og overholdelse af lovgivningen.

Social

"S" i ESG står for "Social" eller sociale forhold på dansk. Det handler om, hvordan virksomheder behandler deres medarbejdere, kunder og samfundet omkring dem. Det kan inkludere ting som ligestilling, arbejdsvilkår, diversitet, og respekt for menneskerettigheder. Kort sagt, det er alt det, der har med mennesker og deres trivsel at gøre.

Antal arbejdsulykker i procent af antal medarbejdere

11,3

%

2024/2025

Antal arbejdsulykker i procent af antal medarbejdere

3,67

%

2023/2024

Arbejdsmiljø og sikkerhed

Sikkerhed og samarbejdsudvalg
Jysk Eltekniks samarbejdsudvalg består af vores arbejdsmiljørepræsentanter, tillidsfolk og ledelsen. Udvalget skal sikre et godt samarbejde mellem medarbejdere og ledelsen. Arbejdsmiljøudvalget er en del af samarbejdsudvalget.

Fokus på sikkerhed
Vi uddanner vores ansatte i sikkerhed på arbejdspladsen, og vi afholder periodiske L-AUS-instruktioner for alle medarbejdere. Her gennemgår vi risici og sikkerhedsregler for arbejde på anlæg under spænding.

Det ligger bag tallene for arbejdsmiljø og sikkerhed - og foran os i ESG-arbejdet

I dette regnskabsår ser vi en markant stigning i antallet af arbejdsulykker, som er blevet anmeldt til sikkerhedsrepræsentanten. 

Det betragter vi som yderst positivt.

Vi har nemlig gjort en indsats for at fortælle medarbejderne om vigtigheden af, at arbejdsulykker bliver registreret, uanset om de er store eller små. Dette har altså haft den ønskede effekt, nemlig at flere ulykker er blevet anmeldt.

Når vi kender til arbejdsulykkerne, kan vi også forstå dem og dermed blive bedre til at forebygge.

Alle anmeldte arbejdsulykker bliver gennemgået og vurderet. Hvis der er tale om fejl eller mangler i udstyr, utilfredsstillende adfærd eller manglende overholdelse af forskrifter, reagerer vi øjeblikkeligt. Mønstre og tilbagevendende problematikker drøftes i Samarbejdsudvalget, så vi kan iværksætte relevante tiltag.

Alle anmeldte ulykker er blevet gennemgået med henblik på fortsat sikkerhed og forebyggelse. Denne indsats fortsætter vi med.

Sygefravær

10,7

7.4t-Dage/FTE

2024/2025

Sygefravær

11,6

7.4t-Dage/FTE

2023/2024

Sygefravær og sundhed

Vi arbejder systematisk med at forebygge og nedbringe sygefravær. I 2025 har vi forstærket HR-indsatsen og systematiseret dialogen mellem leder og medarbejder.


Fokus på sygefravær
Vi monitorerer sygefraværet, så vi kan reagere, hvis vi ser tegn på strukturelle eller ledelsesmæssige årsager. Vi taler om udsving og mulige udfordringer, vi skal løse, ved de faste HR-møder og ledermøder.

Faste samtaler om sygefravær
Vi har indført faste sygefraværssamtaler mellem leder og medarbejder, når en medarbejder har mere end 10 dages sammenhængende sygefravær eller mere end 8% sygefravær over tre måneder. Ved sygefraværssamtalerne taler vi om, hvordan vi kan hjælpe medarbejderen i løbet af sygemeldingen, og hvad vi kan gøre for at få medarbejderen tilbage på arbejdet. Tilbagemeldingen fra både ledere og medarbejdere er, at samtalerne skaber tryghed, fjerner usikkerhed og bidrager til at finde løsninger og fælles forståelse.

Sundheds- og tandforsikring
Medarbejderne kan tegne en fordelagtig sundhedsforsikring og tandforsikring i kraft af deres ansættelse i Jysk Elteknik. Dette har flertallet af medarbejdere taget imod.

Jysk Sundhed
Vi vil gerne forebygge sygdom, og for os handler sundhed om det hele menneske. Vi gennemfører løbende tiltag og begivenheder, som skal understøtte en sund livsstil og et godt fællesskab hos medarbejderne. Det gælder blandt andet økologisk frugtordning, skridtkonkurrencer og også sociale arrangementer.

Trivselsmåling

Vi gennemfører en årlig trivselsmåling. Målingen rummer blandt andet seks pulsspørgsmål. Medarbejderne skal svare på en skala fra 1 til 5, hvor 1 er lavest, og 5 er højest:
  1. Jeg føler mig motiveret i mit arbejde
  2. Jeg har en attraktiv arbejdsplads
  3. Min nærmeste leder motiverer og inspirerer mig
  4. Mit jobindhold lever op til de forventninger jeg har til et godt arbejde
  5. Jeg vil anbefale Jysk Elteknik som arbejdsplads
  6. Jeg trives generelt på mit arbejde hos Jysk Elteknik
Trivsel 2022
3,72

Trivsel 2023

3,97

Trivsel 2024
Måling gennemført, men uden de seks pulsspørgsmål.

Trivsel 2025
3,95

Det ligger bag tallene for sygefravær og trivsel – og foran os i ESG-arbejdet

Sygefravær og trivsel hænger sammen, og trivslen hænger også sammen med samarbejde, mening, mestring og en række andre faktorer. Det gør arbejdet komplekst, og der findes sjældent lette eller hurtige løsninger.

Trivsel
Vores mål er, at den gennemsnitlige trivsel er mindst 4. Selv om vi ser en stigning fra første måling i 2022, er vores konklusion, at vi nok nærmer os, men ikke er ankommet. Derfor vil vi i fremtiden se på, hvordan vi kan arbejde mere målrettet med trivslen i samarbejde med vores ledere, som har den daglige kontakt med medarbejderne.

Sygefravær
Sygefraværet er faldet med knap ét procentpoint for ESG-regnskabsåret, men er stadig højere end ønsket. Målet er et fald i sygefravær på 20%, inklusiv det længerevarende sygefravær. Vi tror på, at den mere strukturerede indsats vil gøre en forskel og kunne ses i et fald i sygefraværet i det kommende ESG-regnskabsår.

Lærlinge og kompetenceudvikling

Vi arbejder målrettet med at skabe Den gode læretid og med at sikre løbende opkvalificering af vores medarbejdere

Lærlinge
I Jysk Elteknik ønsker vi, at 25% af vores faglige medarbejdere skal være lærlinge. Som lokal virksomhed vil vi gerne medvirke til at uddanne fremtidens kompetente arbejdsstyrke, som kan bidrage til vækst og grøn omstilling. Samtidig ønsker vi at tiltrække de største talenter, give dem en god uddannelse og være en arbejdsplads som de ønsker at forblive hos, når de er færdiguddannede.

Employer branding og rekruttering
Vi har fortsat fokus på at nå unge, som overvejer en fremtid som elektriker og andre potentielle medarbejdere gennem højkantsvideoer på de sociale medier. Her fortæller vores content creators på sjove og uformelle måder om hverdagslivet som medarbejder i Jysk Elteknik. Vi holder også kontakt til de relevante erhvervsskoler.

Jysk Talent
I Jysk Talent har vi i ESG-regnskabsåret samlet 3. og 4. årslærlinge samt 1. årssvende. Formålet er både fagligt og socialt. Gruppen har blandt andet været på virksomhedsbesøg og på tur til Euroskills VM, da dette blev afholdt i Herning.

Talentchef
Vores talentchef koordinerer lærlingeindsatsen i samarbejde med sine HR-kolleger. Opgaven er blandt andet at være kontaktperson for lærlingene i løbet af uddannelsen. Hvis der opstår udfordringer, tager talentchefen initiativ til at løse udfordringerne i samarbejde med lærlingen og dennes leder. Derudover står talentchefen for onboarding af både nye lærlinge og andre nye medarbejdere, så vi sikrer en god modtagelse i virksomheden.

Kompetenceudvikling og kurser
Vi tror på livslang læring. Virksomheden har fordel af, at medarbejderne løbende udvikler deres kompetencer på relevante faglige områder. Samtidig tror vi på, at muligheden for kompetenceudvikling er med til at skabe trivsel og tilknytning blandt medarbejderne.

Fuldtidsansatte (FTE)

115

2024/2025

Antal lærlinge og elever i virksomheden

25,0

2024/2025

Gns. efteruddannelsestimer for alle ansatte over året

874

2023/2024

Gns. efteruddannelsestimer for alle ansatte over året

1.214

2024/2025

Det ligger bag tallene for lærlinge & kompetenceudvikling – og foran os i ESG-arbejdet

Lærlinge
I ESG-regnskabsåret havde vi 23 lærlinge ud af 107 el-faglige medarbejdere, hvilket svarer til 21%. Vi er altså tæt på at nå vores mål på 25% og vil fortsætte indsatsen. Vi vil fortsat have fokus på rekruttering, men også intensivere den interne indsats for at skabe den gode læretid. Målet er at ansætte lærlinge, der er et godt match med virksomheden til gavn for begge. Dernæst vil vi gøre vores bedste for en god læretid, hvor udfordringer bliver grebet tidligt og løst i samarbejde med lederne.

Kompetenceudvikling

Efteruddannelsestimerne er steget med 39% fra forrige ESG-regnskabsår til dette ESG-regnskabsår. Den markante stigning skyldes en målrettet indsats for at finde relevante kurser og tilbyde dem til de medarbejdere som det er relevant for, navnlig i en kortere periode med ordrenedgang. 

Antal indrapporterede tilfælde af diskrimination og chikane

0,00

2024/2025

Ligebehandling & inklusion

Vi ønsker at være en arbejdsplads, hvor alle medarbejdere uanset baggrund føler sig velkomne og behandles ligeværdigt. Vi tror på, at forskellige perspektiver bidrager positivt både til opgaveløsningen og til vores fællesskab og kultur.

Det ligger bag tallene for ligebehandling og inklusion - og foran os i ESG-arbejdet

Ligebehandling
Virksomheden er ikke omfattet af løngennemsigtighedsdirektivet, og derfor rapporterer vi ikke på området. Ikke desto mindre gør vi os umage for at sørge for at vores medarbejdere får lige løn for lige arbejde.

Diversitet og inklusion
Der er høj aldersmæssig diversitet i medarbejderskaren. Det forholder sig anderledes med den kønsmæssige fordeling: I ESG-regnskabsåret havde virksomheden en enkelt kvindelig lærling, mens de resterende el-faglige medarbejdere, som udgør det store flertal af den samlede medarbejdergruppe, var mænd.

Vi vil gerne tiltrække flere kvinder til virksomheden. Derfor vil vi arbejde for at tiltrække flere kvindelige lærlinge og skabe gode vilkår og fællesskab for kvindelige lærlinge og elektrikere.

Governance

"G" i ESG står for "Governance" eller ledelse på dansk. Det handler om, hvordan virksomheder styres og ledes. Det inkluderer ting som virksomhedens ledelsesstruktur, politikker, praksis for god ledelse, risikostyring, og hvordan virksomheden overholder love og regler. Kort sagt, det er alt det, der har med virksomhedens styring og ansvarlighed at gøre.

Antal bekræftede tilfælde af korruption

0,00

2024/2025

Antal bekræftede tilfælde af bestikkelse

0,00

2024/2025

Forretningsetik

 Lokalsamfundet
Jysk Elteknik har støttet lokalsamfundet gennem 94 forskellige sponsorater, velgørenhedsaktiviteter og/eller ved deltagelse i lokale arrangementer og initiativer.

Samarbejde med interessenter
Vi stræber efter at opbygge langsigtede og bæredygtige forhold til vores interessenter, herunder medarbejdere, kunder, leverandører og lokalsamfundet, der er baseret på tillid, integritet og gensidig respekt.

Kundetilfredshed
Vi arbejder kontinuerligt på at højne vores kunders tilfredshed gennem en tilfredshedsundersøgelse, hvor vi får uvurderlig feedback, som hjælper os i vores stræben på at nå vores mission og vision.

Kvalitetsledelsessystem
Jysk Elteknik har indført et kvalitetsledelsessystem for EL & Automation (KLS) og for Brand & Sikring (ISO9001:2015) gældende for AIA, ABA, ABVt og AVA. I vores kvalitetsledelsessystem er Jysk Eltekniks kvalitetspolitik defineret som: "Vi vil styrke kundernes oplevelse af os som en god leverandør og samarbejdspartner og drive en effektiv virksomhed".

Vi har udpeget følgende fokusområder:
  • Vi har det som et permanent mål at forbedre service- og produktkvaliteten
  • Vi vil løbende forbedre kvalitetsledelsessystemets effektivitet
  • Vi forpligter os desuden til at efterleve lov- og myndighedskrav

FN's Verdensmål

I Jysk Elteknik har vi udvalgt følgende fire af FN's verdensmål, som ligger i tråd med vores værdier og strategi som virksomhed. Denne ESG-rapport viser, hvordan vi arbejder med målene i praksis.

Sundhed og Trivsel

Vi skal sikre et sundt liv for alle og fremme trivsel for alle aldersgrupper

Kvalitetsuddannelse

Vi skal sikre alle lige adgang til kvalitetsuddannelse og fremme alles muligheder for livslang læring

Bæredygtig Energi

Vi skal sikre, at alle har adgang til pålidelig, bæredygtig og moderne energi til en overkommelig pris

Anstændige Jobs og Økonomisk Vækst

Vi skal fremme vedvarende, inklusiv og bæredygtig økonomisk vækst, fuld og produktiv beskæftigelse samt anstændigt arbejde til alle

Bemærkninger til rapporten

Rapporten verificeres ikke af en uafhængig tredjepart. Selvom vi har bestræbt os på at sikre, at indholdet af rapporten er retvisende, garanteres der ikke for nøjagtigheden og/eller fuldstændigheden heraf, og vi fraskriver os derfor ansvar for enhver skade eller tab, som måtte opstå som følge af dispositioner foretaget på baggrund af rapporten.

Denne ImpactReport er lavet med Valified